Nyheder

Hvilken lettelse

I starten af juni måned tikkede der en pressemeddelelse ind på alle landets redaktioner. Den var fra Fødevareministeriet og fortalte, at man her havde lettet fødevarebranchen for administrative byrder for hvad der svarer til 1,1 milliard kroner siden 2001.
Blandt andet skulle vores branche være så heldigt stillet, at en mindre bagerbutik havde fået lettet sit papirarbejde med, hvad der svarer til 60 timer om året.
Jeg ved ikke, hvordan man regner den slags ud hos Ministeriet. Men når jeg ser på min hverdag, så har jeg meget svært ved at se, hvor de store tidsbesparelser er henne.
Der er godt nok lavet lempelser i kravene til vores egenkontrol. Men 60 timer om året bliver det næppe til.
Det har været Regeringens officielle mål at nedbringe de administrative byrder for erhvervslivet med 25 procent i forhold til 2001-niveau.
Det mål skal faktisk være nået i november i år, så der er nogle politikere, der får travlt inden da. For jeg har meget svært ved at se, at min samlede administrative byrde er nedsat med en fjerdel. Og jeg kender heller ikke andre, der sidder en fjerdel mindre med papirarbejde end de gjorde for ti år siden. Tværtimod.
For det store problem med lovgivningen er, at hvad den giver med den ene hånd, tager den igen med ekstra kraft med den anden, så vi står tilbage med et stort nul.
For det kan godt være, at der er kommet lettelser på fødevare-området. Men så kommer der nye regler på arbejdsmiljø-området, nye regler omkring samtaler med syge ansatte, for slet ikke at tale om skatter og afgifter.
Nu kommer så den tåbelige fedtafgift. Politikerne vil have den indført fra midten af næste år. Den endelige form for afgiften er ikke lagt på plads endnu. Men set fra bager- og konditorbranchens synspunkt er der tale om et af to onder. Enten bliver den en enorm belastning af vores administration fordi vi selv skal beregne afgiften af den mængde fedt vi bruger for at lave de produkter vi sælger. Eller også bliver afgiften lagt på råvarerne når vi køber dem ind, og så får vi ”bare” en kæmpe regning fordi vi også skal betale afgift af de varer, som vi ender med ikke at sælge.
Lige meget hvilken af de to modeller, så kommer det til at koste branchen mere end de besparelser, som er opnået ved at lempe lidt på kravene til egenkontrollen.
Jeg håber, at politikerne tager den slags informationer med, når de skal sidde og beslutte fremtiden for os og resten af erhvervslivet.
Vi, i BKD, vil i hvert fald gøre vores til at fortælle, hvordan vores branche bliver påvirket negativt af de mange regler og forordninger, der kommer ud fra Christiansborg og alle ministerierne.
Rigtig god sommer til alle.

Pressekontakt

KOMMUNIKATION & PRESSE

Journalist

Anders Grabow
Mail: ag@bkd.dk