Nyheder

Fokus på nye kundegrupper
Alt for få håndværksbagerier gør brug af Fuldkornslogoet. Det forsøger en specialgruppe nu at lave om på. For der er penge i at satse mere på de sunde produkter.

For halvandet år siden blev Fuldkornslogoet introduceret. Et logo, der skulle hjælpe forbrugerne med at finde de kornprodukter, der har et højt indhold af fuldkorn og derfor er sunde.
Bag logoet står Fuldkornspartnerskabet som består af blandt andre Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, brødindustrien og … BKD.
Men her halvandet år efter introduktionen er det industrien, der har taget teten og nærmest sprøjter fuldkornsprodukter ud – direkte ind på supermarkedets hylde og forbrugernes indkøbskurve.


Vil man have friskbagte produkter, der har fuldkornslogoet og dermed tilhører ”high-end”-gruppen af fuldkornsprodukter, fra sin lokale bager- eller konditormester, så er udvalget noget mindre. Branchen satser nemlig ikke, i samme grad som industrien på at markedsføre at man har produkter med mere end 50 procent fuldkorn, højt fiber indhold samt begrænsning for sukker, fedt- og saltindhold.
Dermed risikerer branchen, at de sundhedsbevidste forbrugere går i en stor bue udenom bagermesterens forretning.

I Fuldkornspartnerskabet er man nu gået sammen i en specialgruppe, Håndværksbagerigruppen, der skal arbejde for at få håndværksbagerne til at tage fuldkornslogoet mere til sig.
- Ved at gå aktivt med i fuldkornskampagnen, er man med til at gøre en indsats for at øge folkesundheden hos danskerne. Samtidig kan man trække nye kunder ind i butikken og øge omsætningen siger formanden for specialgruppen, Morten Sandager, salgschef i Lantmännen Cerealia.

 

Han er en af de repræsentanter med direkte berøring til bager- og konditorbranchen, der er med i arbejdet for at få håndværksbutikkerne til at tage fuldkorn til sig i højere grad end hidtil. Ud over ham er der repræsentanter fra Valsemøllen, Credin, GuldBageren, Konditor Bager, Bavinchi, Bagergruppen og BKD. Alle med det det fælles mål at få motiveret branchen til at gøre det nemt for forbrugerne/kunderne at vælge fuldkorn først i bagerbutikkerne..

Fokus i fremtiden
Hos BKD er man hel i tråd med holdningen fra arbejdsgruppen.
Branchen er nødt til at følge efter forbrugerne. En ny undersøgelse lavet af Capacent for Horesta viser, at 75 procent af kvinderne har sunde måltider i fokus, når de går ud og spiser. Det er en stigning fra 41 procent siden sidste undersøgelse i 2008.
- Lige nu er der stor fokus på sundhed hos forbrugerne. Det viser den nævnte undersøgelse. Og der er tale om en markant ændring i forbrugernes adfærd, og der er ingen grund til at tro, at den samme fokus ikke gælder, når der skal købes ind, siger BKDs formand Hardy Christensen.
Han tror på, at den meget skriveri om ulemperne ved det hvide brød er en af grundene til at forbrugerne flytter deres adfærd så markant.

- Vi må se i øjnene at det hvide brøds dage er talte, og i stedet skal vi så fokusere en del af vore brødkræfter netop på fuldkornsprodukterne, og vi skal gøre det bedre end de kan i industrien, mener Hardy Christensen.


BKD har været en del af Fuldkornssamarbejdet fra starten og derfor ærgrer det ham, at der er langt mellem de medlemmer, der bruger mærket.
- Vi er med i samarbejdet for at søge indflydelse på tingene omkring os. Og vi bruger ressourcer på at være med til at træffe beslutningerne, så er det synd og skam, at ikke flere gør brug af det, siger BKD-formanden.

Nye kundegrupper kom
Der er dog enkelte bagere, der gør brug af fuldkornsmærket og de kampagnemuligheder, der ligger i det. En af dem er Eva Jørgensen fra Ans Bageri, der i februarnummeret af Bager & Konditor fortalte, hvordan hun faktisk tiltrak kunder fra oplandet ved at satse på fuldkornet – og de sundere brød.
- Der er penge i det. Jeg har folk, der kommer fra oplandet fordi det spredes blandt kunderne og deres omgangskreds, at jeg har godt fuldkornsbrød. Samtidig har jeg mange, der kommer for at købe nogle specielle speltboller. De går som, ja; varmt brød, til de mennesker, der af en eller anden grund ikke spiser hvede, sagde bagermesteren fra Ans tilbage i februar.

 

Så der er penge, og dermed overlevelse, forbundet med at satse på det sunde brød og ikke kun fokusere på de traditionelle hvide brød.
Men det kræver arbejde. Ikke kun i bageriet, men også i butikken.
- Der hvor bagerierne kan adskille sig er ved at være en kompetence inden for fuldkorn ligesom Ostehandleren, der fortæller om bondemanden, hvorfra mælken til osten kommer og vinhandleren som fortæller om de marker, hvor druerne er høstet. Bagerne skal vide, hvad logoet står for og guide kunderne. Forbrugeren skal møde viden, når de kommer ind i en bagerforretning, siger Morten Sandager.


Derfor vil Håndværksbagerigruppen arbejde på at få højnet vidensniveauet om fuldkorn hos både bagere og butikspersonale.
- Vi har en spændende opgave foran os i forhold til at klæde bagerne og de butiksansatte på til at blive fuldkornseksperter siger Morten Sandager. .
Derudover vil Fuldkornssamarbejdet blandt andet lægge turen forbi årets Bagerfrue Konference og her informere bagerfruerne indgående om fuldkorn, regler og muligheder.
- Vi er alle dedikerede til det her og håber at det kan få rigtigt mange til at sætte fuldkornslogoet på deres produkter, så bagerbranchen kan få så stor en andel af markedet som muligt.. Det handler nemlig om branchens fremtid, slutter Morgen Sandager.

Pressekontakt

KOMMUNIKATION & PRESSE

Journalist

Anders Grabow
Mail: ag@bkd.dk