Branchekode

BKDs formand overvejer at droppe økologien

19. marts 2018

Som bagermester er BKDs formand, John Jønsson, ikke ret godt stillet, hvis han vil gøre en del af sin produktion økologisk. Derfor dagdrømmer han om at lave sit bageri om til en restaurant – for så er livet nemlig langt lettere.

Jeg vil gerne økologien. Både i mit privatliv og som selvstændig bagermester. Men hvor det er let at vælge økologi og det røde Ø i mit privatliv, så er det knap så let, når jeg sidder i min virksomhed i Kastrup og vil leve op til de mange indviklede regler og krav, der findes for at man kan anprise mine brød som økologiske.

For det er ikke let.

Man skulle ellers tro, at hvis jeg udelukkende købte økologisk mel – og vel og mærke kan bevise det gennem mine fakturaer – så måtte jeg fortælle mine kunder, at deres brød var lavet af økologisk mel. Men sådan er reglerne ikke indrettet. I stedet skal jeg redegøre for alt mit indkøb, al min produktion og alt mit salg og det mel, der bliver brugt til produktudvikling.

Alt sammen et omfattende bureaukrati, som måske fungerer på fabrikker med automatiserede processer, få varenumre og mennesker, der kun er ansat til at administrere. Men hos en lille håndværksbager med en håndfuld millioner i omsætning, så er der ikke plads til den slags. Derfor er der kun én som kan stå for det arbejde og det er mig som ejer selv.

Men i en hverdag, hvor jeg både skal bage, stå for indkøb, uddanne mine lærlinge, ordne løn, udvikle nye produkter og alt det andet, som man skal som selvstændig bager, så er tanken om ekstra bureaukrati ikke ligefrem tiltalende.

Så i stedet bager jeg mine brød med økologisk mel uden at sætte det røde Ø på mine varer.

Men problemet er, at jeg faktisk taber penge på at hjælpe med at få mere økologi i danskerne. Helt præcist har jeg brugt 75.000 kroner ekstra på at købe økologisk mel i 2017 end hvis jeg havde brugt konventionelt mel. Penge, der kunne komme direkte ned på min bundlinje og dermed have gjort overskuddet – og min løn – større.

75.000 kroner er mange penge at sige nej til. Men jeg har gjort det fordi jeg tror på, at de økologiske råvarer er bedre for os i længden. Både for den enkelte forbruger, men også for os som samfund.

Men nu går den ikke længere.

For som bager er jeg lidt til grin for mine egne penge.

Reglerne omkring markedsføring omkring økologi er nemlig indrettet sådan at hvis jeg havde været en restaurant, et pizzeria eller en kantine, så havde jeg haft ret til at sætte det såkaldte ”økologiske spisemærke” i enten guld, sølv eller bronze på min forretning og dermed fortalt mine kunder, at mellem 30 og 100 procent af mine råvarer er økologiske.

Hvis jeg var restauratør kunne jeg nøjes med at fremvise fakturaer på at en vis procentdel af mine indkøb var økologiske og så kunne jeg reklamere med en variant af det røde øko-ø.

Hos Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD) har vi længe efterspurgt myndighederne om muligheden for at få samme ordning som restauranterne. Men igen og igen får vi nej med begrundelsen at økologiforordningen fra EU ikke giver os ret til det.

Så som bagermester har jeg tre muligheder nu: Jeg kan ansætte en person til at ordne mit økologiske regnskab, , eller jeg kan vælge at droppe de økologiske råvarer og putte besparelsen i lommen.

Ingen af delene har jeg lyst til. Jeg vil bage med mit økologiske mel og have lov til at fortælle mine kunder, at de får brød bagt med økologisk mel, når de handler hos mig.

Er det for meget at forlange?

}