Branchekode

Derfor er Skills vigtig

30. januar 2018

Skills er ikke bare en konkurrence for unge bagere og konditorer. Det er alle tiders udstillingsvindue for fagene, uddannelserne og branchen som helhed.

 

Hvorfor bruge tid og penge på en konkurrence som Skills?
Det spørgsmål bliver ofte stillet til folkene i Det Faglige Fællesudvalg (DFFU), som er dem, der står for bager- og konditorbranchens del af den årlige konkurrence, hvor unge lærlinge kæmper om at blive Danmarks bedste unge håndværker og måske på den måde komme videre til Euro Skills eller World Skills – EM og VM for håndværksfag.

- Opmærksomhed. Det er det, vi får ud af at bruge ressourcer på Skills, siger formand for DFFU Henrik Jonsbak, da han bliver spurgt om, hvad det der Skills egentlig skal gøre godt for.

- Man skal ikke have været meget i hallerne med konkurrencer før man finder ud af, at bager- og konditorkonkurrencen er en af de mest populære blandt de unge. Sådan en konkurrence/messe har to ben i forhold til at skabe opmærksomhed. For deltagerne handler det om at finde en danmarksmester for hvert fag – men for branchen handler det, udover at finde en danmarksmester, også om at reklamerer for bager- og konditoruddannelserne og tiltrække unge til vores branche, fortsætter han.

Netop det har man meget fokus på i DFFU, da branchens tilgang af lærlinge og fastholdelsesprocenten er for lav. Der mangler altså lærlinge, og lige om lidt, mangler der også faglærte svende – og specielt inden for bageruddannelsen er der, som en af de få brancher, faktisk mange ubesatte praktikpladser. Derfor er en et arrangement som Skills et særdeles vigtigt udstillingsvindue for branchen.

- Det kan faktisk resultere i, at der kommer kontakt mellem en mester og en ung, som ender som lærling. En kontakt, der ikke ville være kommet, hvis ikke konkurrencen havde gjort det muligt for de to at mødes, fortæller Henrik Jonsbak.

DFFU opfordrer derfor alle mestre, svende og lærlinge til at komme forbi Skills 2018, i Herning og overvære konkurrencerne.

- Og så kan man jo der sørge for at fortælle, at man har ledige lærepladser. Man kunne måske få trykt en T-shirt, hvor ens virksomhedsnavn og antallet af ledige lærepladser står på – eller send din svend og lærling afsted med en T-shirt med skriften, ”Er du min nye kollega i bageri X” (og husk lige en stak visitkort i lommen). Det kunne være en god alternativ måde at gøre opmærksom på sig selv på, foreslår Henrik Jonsbak.

Skills 2018 finder sted i Messecenter Herning fra den 18. til 20. januar 2018. Der er gratis adgang.

 

}