Branchekode

Haals Bageri er Danmarks næstbedste læreplads

15. november 2018

Det familieejede Haals Bageri i Klarup ved Aalborg blev 15. november kåret til Danmarks næstbedste læreplads af Danske Erhvervsskoler og Gymnasier på baggrund af indstillinger fra virksomhedens to elever.

Den røde sekundviser i det store mødelokale ved Danske Erhvervsskoler og Gymnasier går umanerlig langsomt denne torsdag formiddag. I hvert fald for de tre virksomhedsejere og lærlinge/elever, som er taget til København for at være en del af kåringen af Danmarks bedste læreplads 2018.

Haals Bageri er en af de tre finalister og bagermester Jan Haals og fru Gitte er kørt direkte fra arbejdet i bageriet sammen med deres to elever, Siri Lakmann Pallesen og Anders Frost for at se om de kan blive den første vinder fra bager- og konditorbranchen siden 2005.

Nu står de så i mødelokalet, hvor temperatur og spænding stiger i takt med, at den røde sekundviser løber rundt. 20 gang når den at køre rundt mens direktør i Danske Erhvervskoler og Gymnasier, Lars Kunov og sidste års vinder, slagtermester Thor Bak fra Meny i Aalborg, fortalte om konkurrencens vigtighed og fortalte om baggrunden for de enkelte virksomheders nominering.

Og til sidst er spændingen så tyk, at man kan skære i den med en kniv.

Forløsningen kommer og El-installatør Herluf Jørgensen A/S i Padborg kan nu kalde sig Årets Læreplads. Haals Bageri kommer ind på en flot andenplads.

Da klapsalverne er overstået, er Jan Haals dog klar i mælet.

Det største for ham var ikke chancen for at vinde den samlede pris – det var overraskelsen, da han en fredag morgen midt i produktionen blev overrasket med nyheden om, at hans to lærlinge havde indstillet ham til årets læreplads og at han så rent faktisk havde vundet den lokale konkurrence for alle virksomheder knyttet til Tech College i Aalborg.

For da han besluttede sig for at få to lærlinge, var det også med beslutningen om, at han ville gøre det på en anden måde end normalt.

- Jeg har valgt, at de skulle starte i midten af forløbet fra dag et. Ikke noget med at skulle stå og putte glasur på wienerbrødet og pudse plader til at begynde med. Jeg ville uddanne to gode svende så hurtigt som muligt. Så de gik nærmest i gang med at arbejde med deje fra dag et, siger Jan Haals.

Han skynder sig samtidig at rose sine to lærlinge for deres arbejde og for at være nogle helt særlige elever.

- Jeg har været utrolig heldig med at have fået de helt rigtige lærlinge. De to er fantastiske og supplerer hinanden rigtig godt og er blevet en del af vores team, som også tæller nogle svende, der i sin tid blev udlært af min far, siger bagermesteren.

Netop sammenholdet i bageriet er noget af det, som gav roser og nomineringen til Haals Bageri. Og Jan Haals sender en stor del af æren for andenpladsen videre til sine svende.

- De har også skullet vænne sig til, at bare fordi man er lærling, så er man ikke nederst i hierarkiet og man ikke slipper for at glasere wienerbrød bare fordi der er kommet en lærling, siger han.

Netop det med at de unge lærlinge har følt, at de var vigtige i produktionen, men at der samtidig var plads til at begå fejl, var en stor del af den indstilling som lærling, Siri Lakmann Pallesen, skrev:

”Uanset hvor mange gange det samme spørgsmål blev stillet, var svendene altid lige behjælpelige. Der var stor forståelse for fejl, som bare pænt blev rettet op og der blev forklaret hvor det gik galt.”

- Jeg mener, at hvis vi behandler de unge som ligesindede og giver dem respekt, så kan vi også forvente noget af dem. Og jeg føler allerede nu, at jeg har to svende gående hos mig og ikke to lærlinge. Det kan godt være, de ikke har lært at komme glasur på endnu, men det kan de nå at lære i det år, der er tilbage af deres læretid, siger Jan Haals.

Og når den læretid så er udløbet, så skal Jan Haals helt sikkert have nye lærlinge – og de kan være sikre på, at de vil få nøjagtig samme behandling som de to, som sikrede ham indstillingen som Danmarks næstbedste læreplads 2018.

}