Branchekode

Minister lover lettelser BKD vil se handling før der klappes

28. januar 2018

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har præsenteret et forslag til en ny lovstruktur, der mere end halverer antallet af love på miljø- og fødevareområdet. BKD er positive, men jubler ikke før resultatet er kendt.

Det skal være lettere for danskerne at få styr på, hvad de må og ikke må på miljø- og fødevareområdet. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen præsenterede midt i december et forslag til en mere enkel og klar struktur for lovgivningen – lovkompasset. Forslaget er udarbejdet af et ekspertpanel nedsat af ministeren.

Ekspertpanelet lægger op til en historisk forenkling af lovgivningen. Antallet af love skal reduceres fra 95 til 43 med uændret beskyttelsesniveau.

- Vi skal have gjort lovgivningen mere enkel for danskerne. Derfor vil jeg nu se på ekspertpanelets anbefalinger, siger Esben Lunde Larsen. 

Mere logik

Ekspertpanelets anbefaling er klar. Der er brug for en mere logisk struktur på området, og antallet af love skal ned. Det vil indebære en styrket retssikkerhed, da danskerne skal orientere sig i færre love.

Det glæder BKDs formand, John Jønsson, at der sker lettelser på området. Men han vil se konkret handling før han jubler.

- I alle de meddelelser, der er kommet fra ministeren i forbindelse med offentliggørelsen af lovkompasset, så taler han om landbrug og lettelser på miljøområdet. Jeg vil gerne se nogle konkrete lettelser på vores området før jeg åbner champagneflaskerne, siger John Jønsson.

Han peger på, at man kan lette på lovgivningen omkring eksempelvis økologimærkning og lignende. Men han anerkender også, at det er sværere end som så.

- En stor del af lovgivningen stammer fra EU og derfor kan det ikke ændres med et pennestrøg. Men jeg vil da anbefale ministeren, at man ser på den danske tendens til at overimplementere EU-regler og love, så Danmark ikke skal være det land, der løber forrest hele tiden, siger BKDs formand.

Lovkompasset sendes nu i høring indtil udgangen af februar 2018. Den første gevinst ved lovkompasset høstes allerede i 2018, hvor op til 18 forældede love ophæves med den største ophævelseslov nogensinde.

}