Branchekode

Karise Bageri blev årets virksomhed i Faxe

29. november 2019

Karise Bageri er kåret som Årets Virksomhed 2019 i Faxe. Det stod klart, da Business Faxe var færdig med at bedømme de 12 finalister, og prisen kom især bag på bagermester Michael Nielsen fra Karise Bageri.
- Jeg havde slet ikke forventet noget. Vi var oppe imod Camp Adventure, der har haft 300.000 besøgende i år og er på New York Times liste over 100 steder, man skal besøge. Så de måtte faktisk sige vores navn to gange før jeg jeg var sådan… Hey. Det er da vores navn, de siger, fortæller Michael Nielsen.
Begrundelsen for at give prisen til Karise Bageri lyder:
”Karise Bageri skaber både arbejdspladser og tager et socialt ansvar. Branchen til trods har Karise Bageri både positiv vækst i omsætning og resultat.
Karise Bageri er kendt udover lokalområdet, ved at kvalificerer sig, og løbende deltage i konkurrencer og ikke mindst vinde forskellige priser.
Karise Bageri afholder arrangementer og kurser, hvor man "får fingrene i bolledejen", og der er ingen tvivl om, at Karise Bageri er en aktiv ambassadør for Faxe kommune som område.
Karise Bageri har skabt lokale arbejdspladser, og har nu ca. 30 ansatte i bageriet og de to udsalgssteder. Dette indbefatter udover mester, både bager- og konditorsvende, bagerjomfruer, lærlinge, chauffører og unge i fritidsjob.
Karise Bageri tager et socialt ansvar, for ud over traditionelle elevpladser og praktikforløb, hjælper de også Jobcentret med integration og jobprøvninger.
Karise Bageri sponsorerer desuden Danske Hospitalsklovne samt kultur og idrætslivet.
Michael Nielsen har siden 1998 drevet Karise Bageri frem til det det er i dag, og er dermed værdig til at modtage prisen som Årets Virksomhed 2019."

}