Branchekode

BAGERIER OG KONDITORIER MED CAFE ER EKSTRA HÅRDT RAMT AF KRISEN

Pressemeddelelse

25. marts 2020

I sidste uge lukkede regeringen ned for danskernes mulighed for at gå på cafe og nyde kaffe og kage og i går blev lukningen så forlænget med yderligere tre uger. En beslutning, der giver mening i den situation, som Danmark er i for øjeblikket.
Men beslutningen rammer mange danske bagerier og konditorier rigtig hårdt, da der ikke er udsigt til erstatning for den tabte fortjeneste i cafeområderne, der nu ikke længere må holdes åbent.
- Bager- og konditorbranchen har i de seneste år gennemgået en større forandring og tilbyder i dag ofte også, at man kan sidde på stedet og nyde en bolle med ost eller en kage. Det har været positivt for branchens økonomi, men regeringens forbud mod servering har revet tæppet væk under mange af vore medlemmers omsætning, økonomi og overlevelsesmuligheder, siger administrerende direktør for Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD), Michael Kjær Pedersen.
Branchen er, nedlukningen af Danmark til trods, stadig et sted, hvor en del danskere henter brød og en kage i denne tid, men branchen har også oplevet stor nedgang i omsætningen og her bliver de virksomheder, der har cafe i forbindelse med deres bageri/konditori ekstra hårdt ramt.
- Vi har medlemmer, der henter en stor del af omsætningen ind på cafedrift og de penge kommer ikke i kassen og der er ikke noget i hjælpepakkerne fra regeringen, der ser ud til at kunne kompensere, da man som bager- eller konditor ikke er tvangslukket, fortæller Michael Pedersen.
Han forudser, at med den seneste forlængelse af nedlukningen af Danmark, at rigtigt mange kommer økonomisk i klemme i den kommende tid. Især fordi påsken traditionelt er en stor højtid for branchen.
- Mange af vores virksomheder ligger i en størrelsesorden, hvor man ser ud til at falde mellem to stole. Nogle har for få ansatte til at kunne benytte sig af ordningen om lønkompensation andre er for store til at der kan gives erstatning i forhold til hjælpepakken for selvstændige. Og så er der de virksomheder med cafedrift, der må se endnu tre ugers omsætning – inklusive påskeomsætningen – forsvinde, siger Michael Kjær Pedersen og fortsætter.
- Regeringen har spændt et godt og bredt sikkerhedsnet ud under dansk erhvervsliv. Men det har huller, der bør lappes. Ellers kommer denne krise, potentielt, til at koste en stor del af vores branche livet, siger han.

Helt konkret foreslår Bager- og Konditormestre i Danmark følgende initiativer, som kan være et godt lappegrej for vores medlemmer.

1) Mulighed for lønkompensation skal nedbrydes til afdelinger, som vi kender det fra arbejdsfordelingsordningen i stedet for på CVR-nummer. Sådan man kan få lønkompensation opnås hvis 30 % af en afdeling kan sendes hjem. I bager- og konditorbranchen, hvor der både er produktion, salg over disk, café og salg til andre virksomheder er de enkelte områder ramt forskelligt og det kan være svært at sende 30 % af den samlede medarbejderstyrke hjem.

2) Mulighed for at fordele omkostninger til flere CVR-numre, hvis der er etableret et ”administrationsselskab”, som står for den samlede administration, når driftstabet skal opgøres.

3) Mulighed for at reglerne om arbejdsfordeling også kan anvendes, hvor der kun er en medarbejder i en afdeling. Branchen er udfordret af, at en del af vores medlemmer selv er i produktionen sammen med en lærling og en svend. Lærlingen kan ikke sendes på fordeling, så der er kun mester selv og svenden. Og det er ikke muligt at sende svenden hjem på lønkompensation, da mester ikke selv kan stå for produktionen i ugens syv dage. Derfor er den eneste mulighed ved produktionsnedgang, at svenden er hjemme nogle dage om ugen.

4) Mulighed for at hjemsende lærlinge og elever med løntilskud efter de eksisterende regler for AUB, såfremt der ikke er noget at lave i virksomheden.

5) Mulighed for at fødevarevirksomhed i et storcenter får 100 % dækning for omkostninger, selvom de ikke er pålagt at lukke. Vi oplever, at deres omsætning er faldet massivt fordi ingen kommer ind i et storcenter, da de øvrige butikker er lukkede.

6) Mulighed for at lave flyvende udskiftning i forhold til lønkompensationsordningen, således at hjemsendte medarbejdere kan komme tilbage på arbejde, så nogle af dem som arbejder, også kan holde fri. Det er nok i virkeligheden en kombination af arbejdsfordeling og lønkompensation – dog uden dagpenge. Det vil give rigtigt god mening for vores medlemmer.

7) Mulighed for adgang til mellemfinansiering eller billige lån. Frigivelsen af den kontracykliske kapitalbuffer hjælper ikke virksomheder som har en hårdt presset økonomi, da de ikke er kreditværdige. Vi ser derfor gerne, at der stilles en låneramme fra den danske stat målrettet især de små og mellemstore virksomheder. Lånene skal formidles igennem bankerne til 0 % i rente i to år uden fordyrende administrationsomkostninger.

}