Branchekode

BRANCHEN ER KOMMET GODT GENNEM CORONAKRISEN

24. september 2020

Da Mette Frederiksen den 11. marts om aftenen meldte ud, at Danmark skulle lade være med at gå på arbejde og i stedet arbejde hjemmefra, hvis det var muligt, trak det tæppet væk under rigtigt mange virksomheder. Også bager- og konditorforretninger, der blev ramt både af manglende omsætning over disken, men også ved at en stor del af de faste leverancer forsvandt fra den ene dag til den anden. Og oven i det, så forsvandt alle bestillinger på kager og brød til forårets konfirmationer og forsommerens bryllupper.

- Det var utrolig hårdt i begyndelsen af nedlukningen, hvor rigtigt mange pludseligt kunne se deres livsværk forsvinde for øjnene af dem. For selvom der ikke var omsætning, så var der stadig lønninger, husleje og alle de andre faste udgifter at betale. Det gav nogle af de travleste måneder nogensinde hos BKD, hvor vi rådgav rigtig mange medlemmer om, hvordan de kunne skære økonomien til og hvad der skulle til for at gøre brug af de mange forskellige hjælpepakker, som folketinget kom med, fortæller adm. direktør Michael Kjær Pedersen.

Men langsomt forsvandt spørgsmålene om hjælpepakker. 

I forbindelse med genåbningen begyndte danskerne at finde vej til den lokale bager og konditor for at købe brød og især kager.

- I stedet for at høre om, hvordan vore medlemmer kunne få afskediget deres ansatte, så begyndte vi i stedet at høre fra dem, som pludselig fik rigtig travlt og gerne ville have fat i flere hænder, så de kunne følge med efterspørgslen og så hørte vi også om, hvordan man lå over sidste års omsætning og det er fortsat gennem hele sommeren, siger BKD-direktøren.

Den gode omsætning har faktisk betydet, at ganske få medlemmer har været kvalificerede til hjælpepakkerne, da omsætningstabet har været alt for lavt.

- I stedet for at have tage imod hjælpepakker, så har man i stedet arbejdet en del med at lave arbejdsdeling, hvilket BKD og Dansk Erhverv allerede kort inde i krisen fik på plads med NNF, fortsætter direktøren.

Det betyder dog ikke, at alt er fryd i gammen i den danske bager- og konditorbranche. For selvom branchen over en bred har klaret sig godt i det seneste måneder af krisen og indhenter noget af det tabte, så findes der også virksomheder, der stadig ligger langt fra det normale salg.

- Vi har en gruppe medlemmer, der er ekstremt hårdt ramt på pengepungen. Det er særligt de virksomheder, der er afhængige af at deres kunder kommer ind og sætter sig ned for at spise brød og kage. Ikke nok med at danskerne går mindre ud end før covid-19-krisen ramte, men hvis man driver et cafelignende konditori, så er der nu nogle pladskrav, som man skal overholde – der er altså plads til færre kunder end før krisen. Og det koster, siger Michael Kjær Pedersen. 

Tallene viser, at det især er medlemmerne i Nordjylland samt hovedstadens bager- og konditorvirksomheder, der er ramt på omsætningen. I Nordjylland ligger 44 under omsætningstallene for sidste år, mens det i hovedstaden er 41 procent, som ligger under index 100 i forhold til samme periode sidste år.

På landsplan er der kun tale om cirka 26 procent, som ligger under sidste års omsætning.

- Det viser ganske klart, at blandt andet manglen på turister til Nordjylland og hovedstaden har været umanerlig hård for branchen. For ud af de 41 procent i hovedstaden er alle virksomheder med cafedrift, som normalt har masser af udenlandske gæster. I Nordjylland er billedet en smule anderledes, hvor det ser ud til at nogle af dem med cafedrift klarer sig godt, mens det er den almindelige bager, der har det hårdt, siger Michal Kjær Pedersen.

I den modsatte ende af skalaen er der Østjylland, Midtjylland, Midtsjælland og Lolland/Falster, hvor alle de som svarede på undersøgelsen fortæller, at de er gået frem i forhold til samme periode sidste år.

Sådan gjorde vi

I ugen op til halvårsjubilæet for nedlukningen stillede bad vi BKD-medlemmerne fortælle, hvordan deres omsætning var i forhold til samme periode sidste år.

Samtidig bad vi dem fortælle, hvor de lå henne i landet, hvilken type butik, de drev samt at fortælle hvilke typer varer, der ansvarlige for en eventuel stigning.

Svarene blev indsamlet og analyseret 11. september -  altså inden branchen blev ramt af udfordringer med delvis nedlukning af cafe-områder i forbindelse med maskekravet.

}