Branchekode

DANMARKS BEDSTE ROMKUGLE 2021 UDSKYDES SAMMEN MED FOODEXPO

15. december 2020

Om tre måneder skulle Nordens største fødevaremesse have været gennemført i MCH Messecenter Herning, men messen udsættes nu til 2022. Det får også betydning for konkurrencen om at finde Danmarks Bedste Romkugle, der også udsættes til den kan gennemføres på Foodexpo, hvor konkurrencen blev afholdt for første gang i 2018. 

Beslutningen om at udskyde messen fra 2021 til 2022 er sket i tæt dialog og samarbejde med messekomitéens 13 brancheforeninger og -organisationer, der repræsenterer messens udstillere og besøgende. Blandt dem er også Bager- og Konditormestre i Danmark, BKD.

- Som Danmark og verden ser ud nu, så vil det ikke give mening at gennemføre en stor flot fødevaremesse. Derfor bakker vi helt op om Messecenter Herning (MCH) og ønsket om at udskyde messen.

MCH skriver i en pressemeddelelse om udskydelsen:

Baggrunden for udsættelsen er den alvorlige markedssituation for branchen samt uvisheden om corona-restriktionernes omfang i marts 2021 og dermed mulige begrænsning af messens normalt høje besøgstal. Den seneste messe i 2018 blev besøgt af over 26.000 fagfolk fra ind- og udland.

Den nye udsættelse er den tredje på ni måneder siden den oprindelige dato i marts 2020, hvor Danmark blev lukket ned. Opbakningen og tålmodigheden værdsættes hos ledelsen i MCH:

- I tæt og godt samarbejde med en samlet branche udsættes messen igen i respekt for corona-situationen i Danmark. Med til beslutningen hører et medansvar for udstillernes lange forberedelsestid og investering i messen, siger administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen og tilføjer:

- Vi er taknemmelige for det stærke fællesskab samt den forståelse og tillid, vi møder omkring Foodexpo, og vi ser frem til sammen at samle hele fødevarebranchen i MCH i 2022.

Foodexpo gennemføres 27.-29. marts 2022 i MCH Messecenter Herning og er dermed tilbage ved messens oprindelige termin med afholdelse i lige år. Læs mere på www.foodexpo.dk.

}