Branchekode

KONDITORLANDSHOLDET BLIVER EN DEL AF DANSK GASTRONOMISK UNION

Pressemeddelelse

11. maj 2020

I en stille tid, hvor Corona pandemi begrænser de gastronomiske udfoldelsesmuligheder for alle landshold under Dansk Gastronomisk Union, er der masser af aktivitet på de administrative linjer.

Efter forhandlinger mellem brancheorganisationen Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD), der står bag Konditorlandsholdet og Dansk Gastronomisk Union er parterne blevet enige om at styrke dansk gastronomi og gå sammen. Det at arbejde under en fælles gastronomisk platform har været drivkraften for sammenlægningen og yderligere styrke mulighederne i internationale konkurrencer.

- Der er ingen tvivl om, at det danske Konditorlandshold, vil blive styrket ved at komme under Dansk Gastronomisk Union. Adgangen til flere konkurrencer og mulighed for at træne sammen med andre landsholdskollegaer vil ikke alene styrke gastronomien i Danmark, men også styrke iderigdommen og sammenholdet for alle landsholdene, siger administrerende direktør BKD, Michael Kjær Pedersen. Og formanden for brancheforeningen John Jønsson stemmer i.

- Vores konditorer vil uden tvivl kunne lære meget af de øvrige landshold, ligesom vores fagfolk, i al beskedenhed, kan give de andre kollegaer kundskaber til brug for deres desserter i konkurrencerne – ingen tvivl om at det er en win-win for det gastronomiske Danmark, slutter formanden for BKD.

I Dansk Gastronomisk Union er der også glæde over at tage imod endnu et landshold under paraplyorganisationen for dansk gastronomi.

- Vi føjer nu endnu et landshold til Dansk Gastronomisk Union, hvor vi senest optog Tjenerlandsholdet, som en del af familien, der i øvrigt omfatter Kokkelandsholdet, Cateringlandsholdet og Juniorlandsholdet. Det vil styrke sammenholdet i den gastronomiske familie, samtidig er vi åbne for flere samarbejder fra branchen, der kan se muligheder i at arbejde under samme paraply, siger formanden for Dansk Gastronomisk Union, Uffe Nielsen.

Administrerende direktør i Dansk Gastronomisk Union, Morten Juul Andersen, er ligeledes glad for tilgangen.
- Det har hele tiden været målet at få samlet det gastronomiske Danmark under samme paraply – og derigennem skabe større synlighed for vores landshold, skabe bedre grundlag for sponsorarbejdet og samlet sikre bedre forhold for landsholdene ved konkurrencer, siger direktøren om tilgangen af det seneste landshold.

}