Det er vist ingen hemmelighed, at Lagkagehuset er vokset eksplosivt de seneste år. Fra at være et par forretninger i hver sin ende af landet har kæden nu mere end 100 butikker i Danmark, London og New York. Og den slags eksplosive vokseværk kan nogle gange gå ud over den kultur, som virksomheden i sin tid blev grundlagt på. Også når det er en bagervirksomhed.
Det tager Lagkagehuset nu konsekvensen af og vil via en elevuddannelse til både eksisterende butiksansatte og elever, der kommer ind i virksomheden for at få uddannelsen, gå efter at give dem en to-årig butiksuddannelse, der skal være med til at styrke niveauet hos de ansatte og samtidig være med til at forankre virksomhedens kultur ude i de enkelte butikker.
Det er planen, at omkring 20 elever årligt skal optages på uddannelsen og de første otte er nu i gang med at blive convenience-uddannede med kaffeprofil.
- For os er det vigtigt, at vores vækst er bæredygtig. For det er komplekst at få kultur, proces og koncept til at følge med hinanden. Hidtil har vi kørt på to spor, hvor vi har hentet kompetencer ind udefra og et, hvor vi har udviklet nogle kompetencer indefra, når vi har skullet udvikle og styrke den pipeline af folk, der arbejder hos Lagkagehuset, fortæller Jon Skålerud, Group Head of People hos Lagkagehuset.
Han fortæller om den nye uddannelse og tankerne bag den til Bager & Konditor sammen med Sisse Baungård Thomsen, Group Head of Learning & Development.
Lagkagehuset oplever, at der er mange unge mennesker, der gerne vil arbejde hos Lagkagehuset og måske også gøre karriere der og ofte også fortæller deres venner og familie, at de arbejder i Lagkagehuset – ikke hos bageren.
- De oplever os som en organisation i udvikling og som et sted, hvor man kan udvikle sig. Og den rejse vil vi gerne bidrage til, fortæller Sisse Baungård Thomsen.
Lagkagehuset arbejder med sidemandsoplæring i alle dele af virksomheden. Fra bager, konditor, butiksansat til de ufaglærte, der også er en del af virksomheden. Men virksomheden har også et nyt digitalt værktøj, som skal hjælpe alle ansatte med at blive bedre.
- Vi har LUNI – eller Lagkagehusets Universe. Det er en app på telefonen og alle bruger det dagligt fra den første dag før ansættelsen. Her kan man få praktisk og digital træning med eksempelvis videoer af forskellige situationer, som de ansatte kan komme ud i i løbet af en arbejdsdag. Med den har de altid en ”lærebog” i lommen, siger Sisse Baungård Thomsen.
- Vi vil gerne møde nutidens unge på en måde, hvor de kan lære på den måde, de helst vil. Learning on demand. Og her er mobiltelefonen et godt middel, som ingen jo lader ligge hjemme i kommodeskuffen, siger Jon Skålerud.
Appen indeholder også masser af information om kaffe og håndværket, der kræves for at blive en god barista.
Og netop kaffen er også en af hjørnestenene i den nye uddannelse, som de første otte er i gang med og har fuldført efter to år. (artiklen fortsætter under billedet)
Kaffe betyder mere og mere for kunderne i eksempelvis bagerier.
- For mange kunder har de samme tilgang til kaffe, som de har til vin. Man har sine favoritter og ideer om, hvad der er bedst og hvad man vil have. Den udvikling skal vi selvfølgelig med på, siger Sisse Baungård Thomsen.
- Som detailvirksomhed er det vigtigt at forstå de trends, der er i samfundet. Her kommer vores butiksuddannelse også til at ramme det, der er tendensen i samfundet. Ønsket om at kunne få gode og sunde convenience-varer. Danskerne køkken har forladt hjemmet og derfor skal de komme ind til os og få den gode oplevelse i form af service og produkter, siger Jon Skålerud.
Måden, som Lagkagehuset vælger at uddanne deres elever på, er en såkaldt vekseluddannelse som branchen kender fra bager- og konditoruddannelsen. Man er lidt i butikken og lidt på skolebænken og efter to år har man en rigtig uddannelse i hånden og undervejs har man modtaget elevløn.
- Når man har den uddannelse, er det målet, at de kan træde direkte ind som en mellemleder i en af vores butikker, fortæller Sisse Baungård Thomsen.
Lagkagehuset vil løbende optage elever på uddannelsen og satser på, at optaget af elever vil være en blandt gruppe af unge, der arbejder hos Lagkagehuset i forvejen og unge, som vælger at søge uddannelsen for at komme til at arbejde hos Lagkagehuset.
Hele salgssituationen hos Lagkagehuset ændrer sig drastisk i denne tid fordi en større del af salget bliver digitalt. Både i form af køb gennem deres app eller når man handler via drive-in.
- Før kørte man op til et vindue og bestilte hos en person. Den funktion ændrer vi, så man fremover skal bestille ligesom man nok har prøvet at gøre hos McDonalds. Det kræver så noget helt andet af vores ansatte. For de skal jo stadig kunne give en personlig gæsteoplevelse gennem deres headset og kunderne skal opleve, at de bliver taget lige så godt imod digitalt som de gør, når de går ind i butikken, siger Jon Skålerud.
- Det handler om, at der skal være et nærvær mellem os og kunden. Også selvom vedkommende bare skal ind og hente en ordre, der er bestilt og betalt gennem vores app, supplerer Sisse Baungård Thomsen.
Generelt kommer Danmarks største bagerikæde også til af have et øget fokus på uddannelse af deres ansatte.
- Vi vil forsøge at være endnu mere struktureret end vi har været før og samtidig have en meget holistisk tilgang til det at uddanne gennem alle dele af virksomheden. Vi introducerer også forskellige former for mentor-ordninger for eksempelvis de ledere, der gerne vil noget mere med deres arbejde i Lagkagehuset, slutter Jon Skålerud.
De første otte
Lagkagehuset har sat gang i den første landsdækkende uddannelse af butikspersonale i bagerbranchen i mange år. Det er planen at der årligt skal 20 elever i gang med et uddannelsesforløb hos bagerkæden og her i sidste halvdel af 2020 gik det første hold på otte i gang. Det var en blanding af allerede ansatte og folk, der har søgt en elevstilling i Lagkagehuset.
De otte var alle kvinder, men det er mere en tilfældighed end et valg fra kædens side.
Eleverne får et uddannelsesbevis, når de har gennemført de to år som convenienceelev med kaffeprofil.