Branchekode

ER DU DANMARKS BEDSTE BAGER ELLER KONDITOR?

5. oktober 2021

- BKD vil finde Danmarks bedste bager og konditor. Intet mindre! Vi har luret lidt på svenskerne, der har lavet en lignende konkurrence i mange år og hvor vinderne ofte ender med at blive kendte i hele Sverige. Nu vil vi gøre det samme i Danmark. Vise, at vi har nogle helt afsindigt dygtige bagere og konditorer gående rundt i produktionerne i hele landet – nu skal vi blot finde den bedste, fortæller BKDs formand John Jønsson.

Konkurrencen kommer til at nå sit klimaks under Foodexpo i Herning til marts næste år. Her vil fem bagere og fem konditorer på hver sin dag konkurrere på at fremstille nogle af fagenes mest almindelige og krævende produkter før der kan kåres en vinder i hver af de to fag.

Egentlig skulle konkurrencen have været løbet af stablen på Foodexpo i Herning i 2020, men ligesom så meget andet det år, så blev messen udskudt flere gange. Men nu skulle den være god nok. Messen – og dermed konkurrencen – vender tilbage til marts. BKD har tilbudt alle de deltagere, der var tilmeldt konkurrencen i 2020 at være med igen. Men som alle ved, så sker der mange ting på to år og det er derfor ikke alle, der har takket ja til invitationen. Derfor er der igen åbnet op for tilmelding til konkurrencen. 

Reglerne er der blevet skruet en smule på, og dem kan du se mere om ved at KLIKKE HER. Ser man nærmere på dem vil man se, at man som bager og konditor skal kunne levere en bred palette af det som en dygtig fagperson kan.

- Vi vil have fundet de bedste. Hvad enten det er en mester eller en svend, så skal vedkommende have begge fødder rigtigt ud af sengen for at kunne vinde konkurrencen. Inden finalen på Foodexpo i Herning kan vi være nødt til at lave et udskilningsløb i løbet af efteråret og den tidlige vinter, da vi kun har fem pladser, fortæller John Jønsson og fortsætter:

- Når vi ser antallet af tilmeldte, kan det, desværre, blive nødvendigt at skære nogen fra. Det kommer til at foregå ved, at man skal indsende en video, hvor man producerer et produkt udvalgt af BKD og derefter indsender en video af sig selv, hvor man fremstiller og præsenterer produktet.

Konkurrencen er åben for alle, som har et svendebevis og som arbejder som bager eller konditor i Danmark.

- Vi vil lave så få begrænsninger som overhovedet muligt. Derfor er der heller ingen aldersbegrænsning. Så længe du har et svendebrev og arbejder i Danmark, så kan du stille op og forsøge at gå efter titlen, Danmarks Bedste Bager eller Konditor, siger John Jønsson.

Det er blandt andet for at bringe den faglige stolthed frem, at BKD lancerer konkurrencen.

- Vi har nogle afsindigt dygtige fagfolk rundt om i Danmark. Men ofte gemmer vi dem af vejen og skubber deres produkter foran dem, når de vinder en konkurrence. Som branche har vi brug for nogle fyrtårne, der kan være med til at inspirere den næste generation af bagere og konditorer, og hvis vi kan gøre det med sådan en konkurrence, så er jeg en glad formand, siger John Jønsson.

 

 

}