Producerer du Danmarks Bedste Brød & Kager 2023?
Det er muligt – allerede nu – at tilmelde dig/din virksomhed online lige her.
Og vi finder vinderne onsdag den 8. november på cookery i Odense.
Kategorierne er: Danmarks Bedste Rugbrød, Danmarks Bedste Specialbrød, Danmarks Bedste Kransekage og Danmarks Bedste Småkage.
”Sublimt håndværk tilsat rette kreativitet er vejen frem. En konkurrence er et simpelt og suverænt koncept, der i sin helhed reklamerer for vores fag. Deltagerne lægger en masse udviklingstimer i produkterne, så både dommere og inviterede gæster væltes bagover af smagsoplevelser. Vi håber samtidig, at især vinderne kan sætte turbo på en kommerciel succes frem mod jule- og nytårssalget,” siger fødevarechef i BKD, Henrik Jellev Madsen, der deslige er Danmarks Bedste Brød & Kager 2023-projektleder.
”Vi sætter alle sejl til, således Danmarks Bedste Brød & Kager 2023 – forventeligt – bliver en udbytterig branchekomsammen. Vi anbefaler på det kraftigste vores medlemmer, medlemmer in spe, samarbejdspartnere og øvrige interessenter at sætte et stort kryds i kalenderen. Vi ses i Odense den 8. november,” supplerer Henrik Jellev Madsen.
Programmet: Danmarks Bedste Brød & Kager 2023 (onsdag den 8. november på cookery i Odense)
Kl. 11.00-12.00: Indlevering af konkurrenceprodukter og fotografering af produkter.
Kl. 12.15: BKD er vært (frokost bestående af konkurrencebrød og buffet med pålæg).
Kl. 12.30-15.00: Bedømmelse ved juryerne i åbent setup, hvor alle kan følge med i bedømmelserne.
Kl. 12.30-15.30: Få faglig inspiration. Både bager- og konditorlandsholdet fremviser skills. Sponsorerne (Valsemøllen, IREKS, Odense og Dragsbæk) inviterer også til demonstrationer, ligesom det er muligt at få samtaler med/gode tilbud af en række af BKD’s strategiske samarbejdspartnere.
Kl. 13.00-14.30: Kultursociolog Emilia van Hauen gør os klogere på, hvordan ’de unge’ skal tilknyttes – ikke fastholdes. Hør foredraget og få fif til at bygge bro over evt. generationskløfter på arbejdspladsen/i produktionen mv. Relevante guldkorn serveres gelinde for lærlinge, svende og mestre.
Kl. 16.00: Præmieoverrækkelse og fejring.
Ca. kl. 16.30: Smagsprøver og tak for i dag.
Generelle regler
Danmarks Bedste Rugbrød 2023 – sponsoreret af Valsemøllen
Minimum 500 gram færdigbagt
Indleverede rugbrød skal indeholde en andel af rugprodukter (rugmel, rugsigte, halvsigte og rugkerner) på minimum 50 % af den samlede ingrediensmængde excl. tilsat vand. Ved benyttelse af sammensatte ingredienser skal eventuel rugandel i den sammensatte ingrediens angives på opskriftsformularen. Desuden er det et krav i rugbrødskategorien, at indleverede produkter er minimum 12 timer gamle.
Danmarks Bedste Specialbrød 2023 – sponsoreret af IREKS
Minimum 500 gram færdigbagt
Ingen yderligere krav.
Danmarks Bedste Kransekage 2023 – sponsoreret af Odense
40-75 gram færdiglavet
Kransekagestykket skal være bagt og indeholde marcipanmasse baseret på mandler eller masse baseret på mandler/abrikoskerner/andet nøddeprodukt. Massen må gerne være opblandet med fx sukker, hvider, smag – bare den opblandede masse samlet udgør minimum 75 % af det færdige produkt. Pynt må være ubagt. Stykket skal have en holdbarhed på minimum tre dage ved stuetemperatur.
Danmarks Bedste Småkage 2023 – sponsoreret af Dragsbæk
Maksimalt 250 gram for ti stk. (færdiglavet)
Småkagerne skal være bagt sprøde og indleveres med ti ens pr. pose/æske. Kan dekoreres med ikke-bagte elementer, der dog maksimalt må udgøre 25 % af færdigvægten. Skal kunne opbevares i æske/pose ved stuetemperatur i minimum otte dage.
Bedømmelse
Brødkategorier bedømmes efter følgende kriterier:
Smag: 60 %
Krumme og skorpe: 20 %
Kreativitet og udseende: 20 %
Kagekategorier bedømmes efter følgende kriterier:
Smag: 60 %
Udseende: 20 %
Kreativitet: 20 %
Der nedsættes en eller flere juryer bestående af tre medlemmer pr. jury (to fagfolk og en forbruger). Dommerne giver point fra et til ti inden for hvert af de tre bedømmelseskriterier, og i sammentællingen vægtes efter procentfordeling.
De vigtigste datoer og tider
Ultimo september: Online-tilmelding åbner på www.bkd.dk.
25. oktober kl. 23.59: Sidste mulighed for tilmelding via www.bkd.dk.
6. november kl. 18.00: Sidste frist for indsendelse af opskrift(er) via den elektroniske opskriftsformular.
8. november kl. 11.00-12.00: Indlevering af produkter på cookery (C.F. Tietgens Boulevard 28, 5220 Odense SØ).