Hvad skal der til for at bage et godt brød eller kage?
Først og fremmest skal der bruges en dygtig håndværker, som forstår at bearbejde de gode råvarer og give dem tid og den kærlige behandling, der skal til for at skabe en god smag. En veluddannet bager kan skabe et godt og velsmagende brød ud fra bare vand og mel, mens konditorerne blander chokolade, frugt, fløde og smør til kager, der danser på smagsløgene.
De danske bager- og konditormestre bager i dag på traditioner, der kan spores hundredvis af år tilbage i tiden. Men branchen bliver ved med at udfordre sig selv og finder hele tiden på nye produkter med inspiration fra hele verden.
Den danske bager- og konditorbranche har inspireret resten af verden til at lave danish – eller wienerbrød. Et stykke gastronomi, som du kan få over hele kloden. Men intet sted lige så godt som hos en dansk bager, der om nogen forstår at skabe det perfekte stykke wienerbrød.
I bager- og konditorbranchen gør man, nat og dag, en forskel for millioner af danskere, der får deres morgenmad, frokost, lidt til kaffen og brød til aftensmaden på grund af det arbejde, branchen udfører. Hver nat åbnes et tomt bageri, og timer senere er der tryllet med gode råvarer, så den liflige duft af friskbagt brød kan lægge sig over butikken, hvor morgenfriske ekspedienter står klar med gode råd og vejledning om alt fra fuldkorn til allergener.
Det gentager sig dag efter dag alle årets dage. For en bager holder sjældent fri. Det gode brød og kage skal nemlig ud til forbrugerne.